Gratis trin for trin instruktioner 
Nogle `pronominer` står for folks navne (f. hej, vores, de, hendes). Andre `pronominer` står for et objekt eller en idé (f. det, disse, dette). `Pronominer` kan også stå for meget ubestemte navneord, der er svære at navngive uden brug af et stedord (f.eks. alle, ingen, noget). 
`Hjælpeverber` (eller `hjælpeverber`-- hjælpeverber) er ord, der bruges til at ændre tiden af hovedverbet (f.eks. vil, gjorde, ville). Disse betragtes stadig som verber. 
Tal betragtes som adjektiver, når de bruges til at besvare spørgsmålet `hvor mange?` at svare. Artikler (artikler -a, an, den) anses af mange for at være adjektiver, fordi de besvarer spørgsmålet `hvilken?` svar. Men nogle mennesker betragter disse artikler som en separat gruppe inden for sætningsnedbrydningen. 
Adverbier kan også ændre andre adverbier. For eksempel: `Jeg løb meget hurtigt`. 
Koordinerende konjunktioner bruges til at forbinde to afhængige sætninger, der er lige vigtige for sætningen. Der er syv koordinerende konjunktioner på engelsk: and, but, for, nor, or, so, yet. Eksempel: `Jeg kan godt lide katte, men Jeg kan ikke lide hunde". Underordnede ledsætninger (underordnede adjektiver) bruges til at forbinde en hovedsætning med en bisætning, som er mindre vigtig for sætningen. Eksempel: `Jeg gik ud, på trods af at det regnede`. 
Adjektiver kommer næsten altid før navneord og stedord på engelsk (Vi ser på a rød kjole.) eller efter det forbindende verbum `at være` (Kjolen er rød.) Når `adverbier` (adverbier) bruges til at ændre `adjektiver` (adjektiver), er de næsten altid lige før adjektivet. For eksempel: `Måltidet var virkelig lækker`. Når adverbier bruges til at ændre verber, kan de gå foran subjektet (Senere Jeg vil gå til skole), lige før verbet (jeg vil omhyggeligt rense artefakterne), eller lige efter verbet (jeg går til parken ofte). 
Konjunktioner som `og` og `men` bruges nogle gange i begyndelsen af en sætning, selvom dette er sjældnere. Når det er gjort, bør du være i stand til at bestemme den anden underordnede klausul eller sætning i den forrige sætning. 
Ikke alle `interjektioner` er angivet med et udråbstegn. Stol ikke på udråbstegn som den eneste måde at genkende interjektioner. En anden indikation af, at et ord kan være en interjektion, er, at det står alene. Hvis der er andre ord i sætningen, er det mindre sandsynligt, at der er tale om en interjektion. 
Bemærk, at der kan være et adjektiv, adverbium og/eller artikel mellem præpositionen og substantivet eller pronomenet. Disse modifikatorer betragtes alle som en del af substantivet eller pronominalprædikatet. For eksempel: `Vi betalte til de meget dyre jeans`. 
-al (gejstlig) fuld (vidunderlig) ly (venlig) ic (kronisk) ish (skrænkende) -gerne (barneligt) -ous (smitsom) -y (yappy) -spiste nøjagtigt stand (latterlig) -ible (forfærdelig) 
-ify (typificere) -spiste (sprede sig) -rationalisere (rationalisere) -og (spænd) 
Der er nogle ord, der ender på –ly, men som ikke er adverbier (som sommerfugl), så vær forsigtig med at overgeneralisere. Der er også et par adverbier, der ikke ender på -ly (f. godt, hurtigt, meget).
Analysere engelske sætninger
Indhold
`Dele af tale` (sammenlign med retorisk og sproglig parsing på det hollandske sprog) bruges til at beskrive et ords funktion i en engelsk sætning. Den bedste måde at bestemme et ords funktion på er at tænke over den rolle, ordet spiller i sætningen, men der er også et par ledetråde, der kan hjælpe dig med at finde ud af ordets funktion.
Trin
Del 1 af 3: Analyse af ordets funktion
1. Genkend navne som `navneord` (navneord). Et navneord er ethvert ord, der identificerer en person, sted, ting eller idé. Navneord kan være konkrete Alice, hund, bord osv.) eller abstrakt (skønhed, uafhængighed, cyklus osv.).
- Egennavne bruges til at navngive en bestemt person, sted eller ting, og hovedordene starter altid med et stort bogstav (Fred, New York, Uafhængighedserklæringen).
- Navneord kan være ental eller flertal.
- Navneord kan være besiddende, i hvilket tilfælde de normalt ender med et `s` eller et s`.
2. Vid, at `stedord` (navneord) træder i stedet for `navneord` (navneord). Nogle gange hedder et `navneord` ikke altid. Ord, der ikke direkte navngiver en person, sted, ting eller idé, men træder i stedet for et ord, der gør det, kaldes `pronominer` på engelsk.
3. Genkend handlingsord på engelsk, `verberne` (verber). Et `verbum` er ethvert ord, der bruges til at udtrykke en handling (løbe, renset, drevet) eller væren (er, var, ben). Verber på engelsk har flere tider, der udtrykker, hvornår handlingen fandt sted.
4. Lær, at `adjektiver` (adjektiver) ændrer navneord og pronominer. Et adjektiv er ethvert ord, der bruges til at ændre eller beskrive et substantiv eller pronomen (f. blå, mange, smart). Et `substantiv` eller adjektiv svarer normalt på spørgsmål som `hvor mange?`, `hvilket barn?`, eller `hvilken?`
5. Vid, at adverbier ændrer adjektiver og verber. Et adverbium ligner et adjektiv, idet det bruges til at beskrive eller ændre. Men i stedet for at ændre et substantiv eller pronomen, ændrer et adverbium et verbum eller adjektiv (f. glad, ekstremt da). Adverbier svarer normalt på spørgsmålet `hvordan?`, `hvorfor`, `hvornår?`, eller `hvor meget?`
6. Forstå, at `præpositioner` udtrykker sammenhænge. En præposition er et ord eller en sætning, der bruges til at angive forholdet mellem et substantiv eller pronomen og et andet element i sætningen (f. ved, ved, i, til, fra, med). Præpositioner er normalt meget korte ord.
7. Genkend konjunktioner, ord, der bruges til at forbinde underordnede sætninger. En konjunktion er et ord, der forbinder andre ord, sætninger eller sætninger (f. og, men, eller, fordi).
8. Genkend `interjektioner`. En interjektion er et ord eller en sætning, der bruges til at udtrykke en følelse eller følelse, såsom overraskelse (f.eks. åh, gud). Interjektioner kan stå alene og er grammatisk ikke relateret til resten af sætningen. De kan dog også indgå i en sætning, adskilt af parenteser, bindestreger eller kommaer på hver side af interjektionen.
Del 2 af 3: Ordplacering og tegnsætningsspor
1. Lær subjekt-verb-objekt-reglen (subjekt-verb-objekt). De fleste sætninger på det engelske sprog har samme grundstruktur: sætningen starter med subjektet, efterfulgt af verbet, derefter objektet (hvis sætningen har et objekt). Der er undtagelser fra denne regel, men at forstå, hvad der er standard, kan hjælpe dig med at analysere de fleste sætninger rationelt.
- Både subjektet (subjektet) og objektet (direkte objektet) i en sætning vil indeholde et navneord eller pronomen. Det betyder, at en sætning med både subjekt og direkte genstand, både før og efter verbet, vil indeholde et navneord eller pronomen. For eksempel: `jeg spiste æble.
- Subjektet og det direkte objekt kan også indeholde `modifikatorer`, såsom adjektiver.
- Når sætningen har et `direkte objekt`, kommer det lige efter verbet. For eksempel: `Jeg kan godt lide cookies`. Når sætningen har et `indirekte objekt`, kommer det efter en `præposition` (præposition). For eksempel: `Jeg gav kortet til åben.
2. Forstå den korrekte placering af `adjektiver` (adjektiver) og `adverbier` (adverbier). Selvom der bestemt er undtagelser fra reglerne, er placeringen af adjektiver og adverbier normalt meget forudsigelig. At forstå, hvor disse ord optræder oftest, kan hjælpe dig med at genkende dem i sætninger.
3. Genkend sætninger og sætninger for at finde ledsætninger. Fordi konjunktioner normalt kommer mellem to sætninger eller sætninger, bør du være i stand til at identificere en konjunktion ved at se på sætningerne eller sætningerne, den forbinder. Hvis ordet kommer mellem de to sætninger og ser ud til at flette dem sammen, er det sandsynligvis en konjunktion.
4. Brug udråbstegn til at identificere interjektioner. Nogle interjektioner efterfølges af et udråbstegn, fordi de udtrykker en følelsesmæssig reaktion. Hvis du ser et udråbstegn, kan ordet, der følger efter det, være et indskud, selvom udråbstegn bruges efter andre typer ord.
5. Søg efter navneord og stedord for at genkende præpositioner. Præpositioner går normalt forud for et substantiv eller pronomen (jeg gik til butikken). Dette skyldes, at præpositionen udtrykker substantivets eller stedordets forhold til den foregående del af sætningen.
Del 3 af 3: Brug af suffikser til at navngive ord
1. Genkend suffikser, der er fælles for navneord. Selvom ikke alle navneord indeholder nogen af disse suffikser, gør mange det. Vid, at de er mest almindelige i navneord for at kunne navngive ordet, selvom du ikke kender dets betydning. Se efter følgende suffikser for at identificere navneord:
- -ion (befolkning)
- -sion (spænding)
- -tion (opmærksomhed)
- -acy (nøjagtighed)
- -alder (billede)
- -ance (troskab)
- -ence (permanens)
- -hætte (barndom)
- -ar (lærd)
- -eller (redaktør)
- -isme (idealisme)
- -ist (realistisk)
- -ment (regeringen
- -ness (tristhed)
- -y (skønhed)
- -kapacitet (kapacitet)
2. Vide, hvilke suffikser der er almindelige i adjektiver. Som med navneord er der visse suffikser, der oftest bruges med adjektiver (selvom der er undtagelser). At huske følgende suffikser vil gøre det lettere at genkende adjektiver i sætninger:
3. Lær hvilke suffikser der er almindelige med verber. Der er nogle få suffikser, der er mere almindeligt brugt med verber end med andre dele af tale. Hvis et ord har et af følgende suffikser, er det sandsynligvis et udsagnsord:
4. Husk, at de fleste adverbier har et fælles suffiks. Adverbier er langt de nemmeste at navngive ved at se på suffikset. Det skyldes, at de fleste adverbier ender med suffikset -ly (f. lystigt, vidunderligt, hurtigt). Hvis du ser et ord, der ender med dette suffiks, er det sandsynligt, at det er et adverb.
Tips
- Kontekst er vigtig, fordi nogle ord kan navngives forskelligt afhængigt af deres rolle i en sætning.
Artikler om emnet "Analysere engelske sætninger"
Оцените, пожалуйста статью
Populær
